Europass for beskæftigelse og ansættelse

De tjenester, der tilbydes via Europass, er nyttige ressourcer for HR-medarbejdere, rekrutteringsvirksomheder, ledere, der skal ansætte folk, og karriererådgivere, som har brug for pålidelige værktøjer og oplysninger, der gør det nemmere at forstå jobansøgernes kvalifikationer.

Forenkling af ansættelsesprocessen

Ved at bruge Europass som dit rekrutteringsværktøj kan du bede jobansøgere om at oprette en Europass-profil. Europass-brugernes profil giver et overblik over alle deres færdigheder, kvalifikationer og erfaringer. De kan dele et link til deres profil med arbejdsgivere, hvis de ønsker det. Profilen giver dig som arbejdsgiver eller medarbejder i en rekrutteringsvirksomhed mulighed for at se ansøgernes færdigheder og erfaring præsenteret på en forståelig og struktureret måde. Ansøgere kan med Europass også oprette CV'er og følgebreve og dele dem og andre dokumenter fra Europass via ét enkelt link.

Desuden vil Europass, hvis du slår en stilling op på portalen for Den Europæiske Beskæftigelsestjeneste (Eures), gøre jobsøgende med en matchende profil opmærksom den.

Photo of a ma with eyestightly closed and arms folded up crossing fingers on both hands as if awaiting good news.

Medarbejderudvikling

Europass kan også bruges til at understøtte udviklingen af færdigheder i din nuværende arbejdsstyrke. Europass kan hjælpe dig med at få et klart billede af medarbejdernes kvalifikationer, så du får en yderst nyttig indsigt i organisationens behov for uddannelse og udvikling. Medarbejderne kan oprette og opdatere deres Europass-profil og på den måde registrere deres faglige udvikling, resultater og fremskridt på arbejdet. Ved at bruge dette gratis og pålidelige EU-værktøj i din organisation kan du finde og udnytte det skjulte menneskelige potentiale i din organisation.

Forståelse af færdigheder og kvalifikationer

Europass tilbyder også en række andre værktøjer, der kan hjælpe dig med at forstå ansøgeres og medarbejderes færdigheder og kvalifikationer, bl.a. dem de har opnået i andre lande:

  • Tillæg til eksamensbeviser udstedes af videregående uddannelsesinstitutioner og beskriver kvalifikationer/eksamener (f.eks. akademiske grader, resultater og institution) i et standardformat.
  • Europasstillæg til erhvervsuddannelsesbeviser udstedes af erhvervsuddannelsesinstitutioner og beskriver kvalifikationer/eksamener (f.eks. akademiske grader, resultater og institution) i et standardformat.
  • Europass-mobilitetsbeviset beskriver de internationale erfaringer og færdigheder, ansøgeren/medarbejderen har opnået i forbindelse med studier, arbejde eller frivilligt arbejde i udlandet.

Det digitale Europass-bevis

Det digitale Europass-bevis gør det muligt for uddannelsesinstitutionerne at udstede digitale eksamensbeviser og andre læringscertifikater, som der ikke kan svindles med. Med det digitale Europass-bevis har studerende, arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner og andre bemyndigede organer en enkel og pålidelig metode til at kontrollere digitale bevisers ægthed. Og det giver dig mulighed for at bekræfte ægtheden af ansøgeres og medarbejderes eksamensbeviser. Det digitale Europass-bevis er juridisk set på lige fod med papirbaserede eksamensbeviser og certifikater i hele EU, og brugen af det er åben og gratis for alle. Læs mere om det digitale Europass-bevis.

Hjælp til at bruge Europass

Europa-Kommissionen ønsker at gøre Europass til en værdsat og udbredt tjeneste for arbejdsgivere, rekrutteringsvirksomheder og personaleudviklingsorganisationer.

Du kan kontakte os via e-mail med feedback og spørgsmål om Europass.