Encontrar um emprego
Encontra o emprego certo para ti entre milhares de oportunidades disponíveis por toda a Europa. Os resultados da pesquisa são fornecidos pela rede EURES - o Portal Europeu da Mobilidade Profissional.
Bliv en del af et køkken, der inspirerer til, hvad institutionsmad kan være
Her får du muligheden for at skabe noget helt unikt
Forestil dig et køkken, hvor du ikke blot laver mad.
Hvor hvert måltid er med til at vække børns nysgerrighed, styrke deres sanser og skabe madglæde. Hvor du får friheden til at arbejde med fantastiske lokale råvarer, sæsonernes bedste smage og gastronomi på et niveau, man sjældent forbinder med institutionskøkkener – samtidig med at du sætter et varigt præg på en hel generations forhold til mad.
Det er den mulighed, der venter dig i Barnets Hus Amerikavej.
Vi har gennem mange år opbygget en stærk madkultur, som vi nu ønsker at udvikle endnu videre sammen med en kok, der brænder for sit håndværk og kan se værdien i at bringe gastronomi, kvalitet og nysgerrighed ind i børns hverdag.
Hos os bliver køkkenet ikke gemt væk bag en dør. Det er en aktiv del af børnenes hverdag, og det bliver du også. Som kok er du synlig i huset og en naturlig del af børnenes liv. Gennem mødet med råvarer, madlavning og måltider er du med til at vække deres nysgerrighed, styrke deres sanser og skabe madglæde, som kan følge dem resten af livet.
Hvis du drømmer om at bruge dit håndværk til noget, der rækker langt ud over tallerkenen, så vil vi meget gerne høre fra dig.
Vil du have et indblik i vores køkken og den mad, vi laver hver dag?
Tag et kig på vores Instagram @barnetsmadhus, hvor vi deler billeder af vores måltider, råvarer og hverdagen i køkkenet.
Hvem er vi?
Barnets Hus Amerikavej er en selvejende vuggestue på Vesterbro med omkring 104 børn. Vi er certificeret idræts-, leg- og bevægelsesinstitution og arbejder hver dag for at skabe de bedste rammer for børns trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Hos os er mad og måltider en naturlig del af den pædagogiske kerneopgave. Måltidet er ikke blot noget, vi serverer – det er et fællesskab, et læringsrum og en sanselig oplevelse, hvor børn gennem deltagelse udvikler relationer til mad, mennesker og natur.
Om stillingen
Som kok i Barnets Hus Amerikavej får du ansvaret for den daglige madproduktion til både børn og voksne.
Men du får også mulighed for at udvikle et køkken, hvor gastronomi, pædagogik og bæredygtighed går hånd i hånd.
Du bliver en central medspiller i arbejdet med at skabe måltider, der inspirerer børn til at smage, undersøge, eksperimentere og blive nysgerrige på råvarer og madlavning.
Vi ønsker, at køkkenet er et sted, hvor børn får lov til at opleve, hvordan mad bliver til – fra jord til bord – og hvor måltiderne bliver en naturlig del af deres læring og fællesskaber.
Råvarer med kvalitet og historie
Vi tror på, at gode måltider begynder med gode råvarer.
Derfor samarbejder vi med mindre landbrug, producenter og leverandører, som deler vores ambition om kvalitet, bæredygtighed og ansvarlig fødevareproduktion.
Vi arbejder med sæsonernes råvarer og ønsker at kende menneskene bag maden. For os handler kvalitet ikke kun om smag, men også om respekt for råvaren, håndværket og de historier, vi giver videre til børnene.
Du får blandt andet mulighed for at
Planlægge og tilberede varierede, ernæringsrigtige og velsmagende måltider til både børn og voksne – med særlig opmærksomhed på de yngste børns ernæringsmæssige behov og fødevaresikkerhed.
Arbejde kreativt inden for rammerne af anbefalinger om ernæring og fødevaresikkerhed.
Arbejde med sæsonens råvarer, en høj økologisk profil og gastronomi af høj kvalitet.
Skabe måltider og madoplevelser, der vækker børns sanser, nysgerrighed og madglæde.
Udvikle og afholde madværksteder sammen med børnene.
Introducere børnene til råvarer, tilberedning og sammenhængen mellem jord og bord.
Samarbejde tæt med pædagogerne om at gøre mad og måltider til en naturlig del af børnenes hverdag.
Bidrage til den fortsatte udvikling af vores unikke madkultur.
Have ansvar for varebestilling, egenkontrol, budget og økologiregnskab.
Organisere arbejdet i køkkenet og sparre med køkkenassistent og praktikanter.
En stærk praksis – med plads til dine idéer
Vi har gennem mange år opbygget en stærk kultur omkring mad, måltider og børns maddannelse.
Nu leder vi efter en kok, der har lyst til at bygge videre på det fundament.
Vi prioriterer sparring, faglig udvikling og inspiration fra producenter, andre kokke, forskning og samarbejdspartnere, fordi vi tror på, at de bedste idéer opstår, når vi bliver ved med at lære.
Vi håber samtidig, at du bringer dine egne erfaringer, idéer og perspektiver med ind i køkkenet og er med til at sætte dit præg på den videre udvikling.
Et arbejdsliv præget af samarbejde
Psykologisk tryghed er en vigtig del af vores kultur.
Vi tror på, at de bedste resultater skabes, når mennesker føler sig trygge ved at dele idéer, stille spørgsmål, udfordre vaner og lære af hinanden. Derfor møder vi hinanden med respekt, nysgerrighed og en forventning om, at vi alle bidrager til at udvikle vores fælles praksis.
Hos os er der plads til forskellige faglige perspektiver, fordi vi ved, at de bedste løsninger skabes i fællesskab.
Vi forestiller os, at du
Har erfaring med at drive et køkken og tage ansvar for planlægning, produktion, økonomi og fødevaresikkerhed.
Har en stærk madfaglig profil og et sikkert blik for smag, håndværk, æstetik og ernæring.
Arbejder bevidst med råvarekvalitet, sæsoner og bæredygtighed.
Motiveres af samarbejdet med producenter og leverandører, der deler ambitioner om kvalitet og ansvarlig fødevareproduktion.
Har lyst til at arbejde med børns sansning, nysgerrighed og maddannelse.
Kan omsætte råvarer, måltider og madkultur til meningsfulde oplevelser for børn.
Ser måltidet som en vigtig del af børns læring, udvikling og fællesskab.
Trives i tværfaglige samarbejder og bidrager aktivt til fælles løsninger.
Arbejder selvstændigt, tager ansvar og skaber overblik.
Er nysgerrig på ny viden og inspireres af andre fagmiljøer.
Har lyst til at bidrage til den fortsatte udvikling af vores køkken og madkultur.
Erfaring fra dagtilbud er ikke en forudsætning. Det vigtigste er, at du kan se dig selv i vores ambition om at skabe et køkken, hvor gastronomi, høj råvarekvalitet og pædagogik går hånd i hånd.
Hos os får du
En meningsfuld stilling med stor faglig frihed og indflydelse.
Mulighed for at bygge videre på en stærk og veletableret madkultur.
Et tæt tværfagligt samarbejde med engagerede kolleger.
En arbejdsplads med fokus på høj faglighed, udvikling og kvalitet.
En kultur præget af psykologisk tryghed, humor og hjælpsomhed.
Nærværende ledelse og gode muligheder for sparring.
Relevante kurser, netværk og kompetenceudvikling.
Mulighed for at præge den fortsatte udvikling af arbejdet med mad, måltider og maddannelse i dagtilbud.
Løn efter kvalifikationer og gældende overenskomst.
Har du lyst til at være med?
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte institutionsleder, Morten Hvidemose på tlf. 4262 2192.
Send din ansøgning via knappen "Ansøg".
Vi holder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kollega.
Vi glæder os til at høre fra dig.
DTU’s IT-afdeling er i gang med en ambitiøs modenhedsrejse, hvor IT-sikkerhed, standardisering og skalerbarhed er i fokus. Som en del af den udvikling etableres et strategisk Tiering-program, der skal styrke IT-sikkerheden og modernisere infrastrukturen på tværs af IT-landskabet - herunder netværk, identiteter, endpoints, applikationer, cloud og øvrige platforme.
Om stillingen
Som teknisk projektleder får du det overordnede ansvar for at planlægge, drive og implementere Tiering-programmet i tæt samarbejde med arkitekter, specialister og ledelse både internt i Afdelingen for IT Service og på tværs af enhederne på DTU.
Tiering‑programmet opdeler infrastruktur, systemer og data i sikkerhedsniveauer efter risiko. Det muliggør målrettet beskyttelse, kontrolleret adgang og efterlevelse af NIS2.
Programmet bygger på moderne designprincipper med fokus på en agil, robust og sikker infrastruktur, der lever op til anerkendte rammeværker som NIST Cybersecurity Framework og CIS Benchmarks. Samtidig skaber det fundamentet for effektiv efterlevelse af regulatoriske krav og standarder som ISO27001 og ISO27002, der danner grundlag for DTU’s IT-sikkerhedspolitikker.
Du vil arbejde i et komplekst landskab med mange interessenter og spille en central rolle i at sikre fremdrift, kvalitet og sammenhæng i leverancerne. Stillingen kræver både teknisk forståelse og stærke projektledelseskompetencer.
Du bliver en del af IT-Infrastrukturservice, hvor du vil samarbejde tæt med både sektioner inden for IT-forretningsløsninger, Cyber- og informationssikkerhed samt Stab for CIO herunder kommunikation og projektlederteamet.
Dine primære opgaver bliver at:
- Drive og koordinere Tiering-programmet fra planlægning til implementering
- Oversætte sikkerheds- og arkitekturprincipper til konkrete initiativer
- Koordinere indsatser på tværs af tekniske domæner som netværk, identitet, endpoints og cloud
- Facilitere samarbejde mellem teknikere, arkitekter, ledelse og eksterne leverandører
- Identificere risici og sikre proaktiv håndtering af disse
- Bidrage til governance, dokumentation og beslutningsoplæg
- Enterprise netværk, firewall-teknologier og segmentering
- Identity & Access Management (IAM), herunder Microsoft Entra ID/Azure AD og Active Directory
- Endpoint Management, eksempelvis Microsoft Intune, MECM/SCCM eller tilsvarende platforme
- Cloudplatforme som Microsoft Azure, AWS eller Google Cloud Platform
- Server- og datacenterinfrastruktur, herunder virtualisering og hybrid cloud-miljøer
Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du har minimum fem års erfaring som teknisk projektleder med ansvar for større IT-infrastruktur- eller IT-sikkerhedsprojekter. Du har dokumenteret erfaring med planlægning, koordinering og implementering af komplekse tekniske løsninger i organisationer med mere end 1.000 brugere og har med succes ledet tværgående projekter, hvor flere tekniske teams, leverandører og forretningsenheder har været involveret.
Derudover har du erfaring med gennemførelse af sikkerhedsprogrammer, herunder modernisering af Active Directory, identitetsstyring, netværkssegmentering, privilegeret adgangsstyring og Zero Trust-initiativer. Du besidder en indgående forståelse for centrale sikkerhedsprincipper som Tiering, Least Privilege, Just-in-Time Access, Privileged Access Management (PAM) og netværkssegmentering, og du har praktisk erfaring med at omsætte sikkerhedskrav til konkrete tekniske leverancer og implementeringsplaner.
Endelig har du kendskab til og erfaring med anerkendte sikkerhedsrammeværker og standarder som NIST Cybersecurity Framework, CIS Controls, ISO 27001/27002 eller tilsvarende, og du er i stand til at anvende disse i praksis som en integreret del af sikkerheds- og transformationsprojekter.
Derudover:
- Har du erfaring med projekt- og programstyringsmetoder som PRINCE2, MSP, SAFe, Scrum eller Agile leverancemodeller
- Kan du udarbejde og vedligeholde projektplaner, business cases, risikovurderinger, styregruppemateriale og statusrapportering
- Arbejder du struktureret og metodisk med governance, risikostyring, afhængigheder, økonomi og interessenthåndtering
- Kommunikerer du sikkert med både tekniske specialister, ledelse og eksterne leverandører og kan skabe fremdrift i komplekse projekter
Du kan se dig selv i følgende:
- Er handlekraftig og kan drive initiativer fremad
- Evner at navigere i en organisation med mange interessenter
- Har en analytisk tilgang og kan omsætte strategi til praksis
- Er samarbejdsorienteret og skaber tillid på tværs af fagområder
- Har fokus på kvalitet, sikkerhed og langsigtede løsninger
- Arbejder struktureret og bevarer overblikket i komplekse projekter
Din kommende afdeling
Du vil være forankret i sektionen IT-Infrastrukturservice, der har fokus på DTU’s IT-infrastruktur og support til forretningen såsom netværk, telefoni, drift, forskningsinfrastruktur, server&storage, klientplatforme, IT-service Desk, Du vil være en del af Tiering-programteamet, som på nuværende tidspunkt består af én medarbejder og refererer til sektionslederen.
Om Afdelingen for IT Services
Vi er en ambitiøs afdeling med 250 dedikerede medarbejdere, der arbejder på tværs af forskellige fagområder. Vi værdsætter tværfaglig sparring, da vores forskellige perspektiver skaber en god synergi og innovative løsninger.
Vi arbejder med brugeren i centrum og samarbejder derfor tæt med DTU’s enheder for at sikre et udefra-og-ind-perspektiv, der gør vores IT-løsninger og services brugervenlige og effektive.
Vi har et stærkt fokus på kunstig intelligens (særligt generative AI), datamanagement og digitaliseringsmodenhed. Disse områder er centrale for vores mission om at optimere og udvikle støttefunktioner til uddannelse, forskning, rådgivning og universitetsdrift. Vores mål er at levere førsteklasses IT-løsninger, der understøtter og fremmer DTU’s kerneaktiviteter.
Hvad tilbyder vi dig
På DTU bliver du del af et universitet, hvor viden og uddannelse, med et globalt perspektiv, er omdrejningspunktet. Ny teknologi, innovation og viljen til at skabe noget, der kan komme os alle til gavn, er hjørnestene på DTU. Vi værdsætter høj faglighed og ønsker, at du løbende udvikler dig i takt med dit ansvar. Høj faglighed, din udvikling og din ansvarlige handlefrihed bliver således en naturlig del af dit nye job.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for Akademikere i Staten (AC), PROSA eller anden relevant overenskomst.
Stillingen er på 37 timer og ønskes besat hurtigst muligt efter nærmere aftale.
Din nye arbejdsplads bliver på DTU’s campus i Lyngby med fleksibilitet i forhold til at tilrettelægge dit arbejde.
Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning hurtigst muligt og senest den 25. juni 2026. Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser.
Vi indkalder løbende til samtale.
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Sektionsleder for IT-Infrastrukturservice, Hussein Isak, på huis@dtu.dk eller 93 51 03 03.
Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.
Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.
DTU – Til gavn for samfundet siden 1829
DTU er et af Europas førende tekniske eliteuniversiteter. Med forskning og uddannelser i international topklasse skaber vi løsninger på tidens store samfundsmæssige udfordringer og bidrager til at sikre Europas globale førerposition inden for bæredygtig teknologiudvikling. Siden H.C. Ørsted grundlagde DTU for snart 200 år siden, har vores mission været den samme: Vi udvikler og nyttiggør naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. DTU har 13.800 studerende, 1.600 ph.d.-studerende og 6.500 ansatte. Vi arbejder i et internationalt miljø og har en inkluderende, udviklende og uformel arbejdskultur. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.